Anne fortæller...
Så er jeg ankommet til Khatmandu. Det er totalt surrealistisk, både fordi jeg har ventet så længe på at komme herned, og fordi det er den både smukkeste og grimmeste by jeg nogensinde har været i. Alt, bygninger, mad og mennesker er totalt farvestrålende men på den slidte måde, hvis I forstår hvad jeg mener.
Vi blev hentet i lufthavnen af en meget ivrig chauffør, som jeg var sikker på ville køre mindst ti personer ned på vej hen til vores hostel, men det gjorde han heldigvis ikke. Og alt forekommer at være noget men viser sig at være noget andet, fx var kørte vi forbi en bilhandel på vej herhen, hvor der holdt kæmpestore, dyre biler, og samtidig måtte vi bremse meget hårdt op for en ko, der stod midt på vejen.
Jeg skal bo på det her hostel i en uge og have et sprogkursus. Når vi er færdige med vores sprogkursus, skal vi på tur i en uge, hvor vi skal trekke, riverrafte, ride på elefanter, og bo hos en lokal familie i bjergene i 2 dage. Jeg er lidt nervøs for det der med at bo i bjergene, for forholdene i hovedstaden er rimelig horrible mht. vand og hygiejne, men jeg vidste at det ville blive anderledes, og det må man sige det er. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme ud på børnehjemmet. (Har allerede set ca. 14 børn som så so søde ud at jeg med glæde tog dem med hjem til DK).
Kakerlakker jeg har måttet fjerne med de bare næver, fordi jeg ikke kunne få mig selv til at slå dem ihjel: 8 Antal gadehunde jeg har "taget til mig": 3 Antal cm mine lårmuskler er blevet større af at stå op og tisse osv.: 5 Kg. os, støv og smog jeg har inhaleret: 2,7 Antal kæmpe roede myggestik jeg har fået, imens jeg har ligget under mit myggenet: 23 (Mine ben ligner en syg dalmatiner.)
Jeg er stadig i Khatmandu og færdiggør mit meget intense sprogkursus. Jeg lærer aldrig det her sprog!!! Men kan da i det mindste gøre mig lidt forståelig. Og vores lærer er rigtig sød så det er hyggeligt nok.
Jeg har været i Thamel og på Dhurbar Square som er turist stederne her 2 gange, men skal passe på med hvor meget jeg render rundt inde i midtbyen, for der er så forurenet, at jeg hoster helt vildt efter jeg har været der.(Glæder mig til at komme ud på landet og få noget frisk luft.) Der er totalt beskidt over det hele hernede, og det skal man lige vænne sig til, men nepaleserne lader til at være ligeglade. De er meget sorgløse hernede når det kommer til miljøet, men i et land hvor folk dør af sult hver dag, har man nok også andet at tænke på, så det er vel egentlig både godt og skidt.
Man ser hele tiden meget forkomne folk, som bor på gaden, og det værste jeg nogensinde har set, var forleden dag, da jeg så 2 drenge, som bor på gaden, på 5-6 år sniffe lim. Er ikke lige vandt til at få den virkelige verden smasket op hovedet. (Var lige ved at begynde at græde.)
Der er en festival hernede lige nu, hvor de fejrer at Visnu, (som faktisk hedder Bisnu, det vidste jeg ikke) sover. Han vågner om 4 mnd. og så fejrer de, at han er vågnet. Og jeg synes jo det hele er så spændene, så jeg stod klar ved det nærmeste tempel kl. 7 i morges og fulgte med i alle
herlighederne. Og det var bare helt fantastisk. Alle var samlet. Børn, voksne og gamle, og der var sådan en dejlig højtidelig, men samtidig afslappet stemning, hvor selv jeg, selvom jeg ikke deltog, og ikke forstod særlig meget af, hvad der foregik, følte mig velkommen, og deltagende. Man kan sige meget om religion generelt, og om den danske folkekirke, men jeg tror vi mangler sådan noget i DK.
Er endelig kommet ud af Khatmandu et stykke tid, og hvor er det dejligt. Jeg har været i Chitwan Royal National park i 3 dage, og er nu i Phokara, og skal starte min trekking uge herfra. Det var så fedt at være i Chitwan. Vi var på besøg i et Elephant Breeding Center den første dag, og det var rigtig spændende, og jeg blev ret gode venner med en 2 mnd. gammel elefant, som synes jeg var verdens bedste fordi jeg havde bananer med, som den nærmest ikke engang kunne spise. På anden dagen i Chitwan var vi på elefant safari, og der fik jeg lov til at sidde på elefantens skuldre, i stedet for at sidde i en kasse på ryggen af den, sammen med de andre. Det var fedt. Men var dog lidt nervøs i starten, og det værste, men samtidig bedste og mest surrealistiske, var da vi skulle krydse en flod. For da vi var midt ude i den, og mine fødder rørte vandet, udpeger en af de andre en krokodille ca. 5 meter fra os. Men de turde heldigvis ikke komme tæt på elefanterne. Men jeg skal helt sikkert ud at ride på elefant igen.
Jeg skal starte på børnehjemmet i morgen. Og alle roser det hele tiden, og siger at det er et af de bedste børnehjem i Nepal, så det er jeg rigtig glad for, og jeg
glæder mig rigtig meget!
